Til Evigt Minde. Grevinde Danners Jægerspris

Jubilæumsudstilling 4. maj – 27. oktober 2024

Med udstillingen Til Evigt Minde. Grevinde Danners Jægerspris fejrede Kong Frederik den Syvendes Stiftelse sit 150-års jubilæum på Jægerspris Slot. Stiftelsen var Danners idé, og den trådte i kraft, da hun døde i 1874. Lige siden har Stiftelsen arbejdet på at opfylde Danners todelte ønske: At hjælpe samfundets svageste og sikre Frederik 7.s minde.

Historien om grevinde Louise Danners liv lyder som et eventyr. Hun blev født i København i 1815, som datter af en ugift tjenestepige, og alligevel endte hun med at gifte sig med Frederik 7. – og så blive en af landets store velgørere. Hvem havde troet det?

Udstillingen var en unik mulighed for at se slottets samling af portrætter af grevinde Danner. Malerierne har aldrig tidligere været udstillet side om side, og de blev vist sammen med portrætter af grevindens nærmeste: Hendes mand, Frederik 7., og parrets fortrolige ven, Carl Berling.

Louise Danner var modig og oplevede mere end de fleste. Hun overskred sociale og geografiske grænser – og alligevel glemte hun aldrig sin egen historie.

I udstillingen kunne børnefamilier dykke ned i den fantastiske historie om Louise i lydfortællingerne om Livets tilfældighed, Kærlighed, Misundelse og Velgørenhed.