
Slotsparken
Der er fri adgang i parken.
Hunde skal holdes i snor, og affald skal medtages.
I parken er der højt til himlen og masser af plads til gåture. Du er velkommen til at holde picnic, blot du ikke efterlader affald i parken.
Ved større sammenkomster skal der indhentes tilladelse fra Stiftelsen.

Mindelunden
I slotsparken kan du opleve billedhugger Wiedewelts spektakulære skulpturpark med 54 mindestøtter. Anlægget strækker sig fra slotsparken ud i den omkringliggende skov, Slotshegnet.
Du kan opleve Mindelunden med guide på en historisk vandring.

Café
Danner
Cafeen er åben i sommerhalvåret.
Her kan du købe lette frokostretter, kaffe og kage.
Vi anbefaler bordbestilling på tlf. 47 35 20 63.
Se åbningstider og menu.
Café Danner har lokaler i de historiske børnehjemsbygninger og ligger i den smukkeste ramme, lige ud til slotspladsen. Cafeen drives som et tilbud til mennesker med særlige behov af Frederikssund Kommune.
Læs mere om Café Danner.

Frederik 7. og grevinde Danner blev gift 7. august 1850. Kongen døde i 1863, og slottet blev grevindens enkesæde.
I 1865 opstillede grevinde Danner busten af kongen foran Jægerspris Slot. Den er hugget i marmor af H.W. Bissen.
Foto: Henrik Ledet

Grevinde Danner døde i 1874. Hun ønskede at blive begravet ved Jægerspris Slot, hvor hendes børnehjem åbnede i 1867. Danners sarkofag står i et monument med form som en gravhøj. Graven er lukket med et bronzegitter med hendes våbenskjold.
Med en fundats havde hun sikret, at børnehjemmet ville blive drevet videre efter hendes død, og at Jægerspris Slot i al fremtid skulle stå som et minde om Frederik 7.
Foto: Henrik Ledet

Parkens rododendrons blomstrer allerede i februar-marts måned, og blomstringen strækker sig hen over sommeren. I parkens nordøstlige hjørne står en samling med vildarter af rododendrons fra hele verden.
Du kan også se en lang række træsorter som japansk hjertetræ, tyrkisk frynseeg, duetræ, kinesisk tempeltræ og ægte kastanjer. Der er opsat skilte med danske og latinske navne.
Besøg også suttetræet i parken.
Foto: Henrik Ledet