Skulpturpark med Wiedewelts 54 mindestøtter
I slotsparken kan du gå tur i Johannes Wiedewelts Mindelund. Det er en skulpturpark med 54 mindestøtter, opstillet i årene 1777-1789. Anlægget fejrer danmarkshistoriens største helte, i alt 83 personer som Absalon, Peder Skram, Ludvig Holberg og Tycho Brahe.
🎧 Memory Lane 3630. En dronning og 83 helte
Mindelunden er kulturarv i verdensklasse. Den breder sig fra parken ind i den omkringliggende skov, Slotshegnet, og tæller også Julianehøj, en ombygget gravhøj. Her er masser at gå på opdagelse i. Wiedewelts særlige formsprog og de fascinerende historier, der gemmer sig bag hver eneste mindesten.
Anlægget er opført, mens enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik, søn af Juliane Marie og Frederik 5., bor på slottet. Det er en dramatisk periode i danmarkshistorien med statskup og Struensees henrettelse. Som et politisk program hugget i sten, markerer anlægget loven om indfødsret i det danske rige.
Foto: Jan Bruun Andersen
QR-koder i parken
Ved parkens 54 mindestøtter er der QR-koder. Her kan du læse om de 83 helte, som mindestøtterne er rejst for.
På QR-koderne kan du også downloade kort over parken og nemt finde dine yndlingshelte eller Julianehøj.
Vil du gå en kort eller lang tur? Der er ikke en rigtig eller forkert vej at gå. Wiedewelts tanke var, at mindestøtterne skulle stå spredt i slotsparken og sprede sig ud i Slotshegnet. Hver mindestøtte skulle stå som en herlig overraskelse i den romantiske have. Nogle står gemt i skovbryn og bag gamle træer, andre midt på store plæner.
I parken er der brede stier velegnet til kørestole og barnevogne. Vil du strække benene på en lang vandretur, kan du udforske Mindelunden på 6-7 km.
Foto: Jan Bruun Andersen
Læs mere om Wiedewelt og Mindelunden
Johannes Wiedewelts (1731-1802) Mindelund er en unik romantisk have. Der er skrevet meget Wiedewelt (1731-1802) og om anlægget. I museets butik kan du købe:
Else Marie Bukdahl: Johannes Wiedewelt. Tradition og nybrud, U Press 2021.
Karin Kryger: Mindelunden ved Jægerspris Slot, Kong Frederik den Syvendes Stiftelse 2012.
Peter Bak Rasmussen: I Wiedewelts Fodspor, Jægerspris Slot 1993.
Læs mere om Johannes Wiedewelt i Den Store Danske
🎧 Memory Lane 3630. En dronning og 83 helte
Hør podcast om Wiedewelts Mindelund, bestilt af arveprins Frederik, da han boede på slottet, initieret af stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh Guldberg.
🎧 Tradition og nybrud: Else Marie Bukdahl om Johannes Wiedewelt
U Press Podcast, tilrettelagt af Birgitte Langsted.
Bestil guidet tur i Mindelunden
Johannes Wiedewelt (1731-1802) malet af Peder Als 1757-1758. Foto: Public domain via Wikimedia Commons.