FORSIDE
×
BØRN & UNGE Din hverdag Støtte og tryghed Dit værelse Fælles rum Omgivelser Skole Fritid Maden Besøg
FORÆLDRE
AFDELINGER Hjortholm behandlingshjem Birkebo akut- og observationsinstitution Efterværn - udslusning for unge Slotsskolen
VORES INDSATS Behandling på Hjortholm Observation og udredning på Birkebo Akutanbringelse på Birkebo Ophold på Birkebo Undervisningen i Slotsskolen Faglige tilgange Pædagogisk praksis Værdier Kompetencer
OM DANNERS BØRN Medarbejdere Bestyrelse og direktion Samarbejde Et slot for børn Socialtilsynet Tilbudsportalen Persondata

Undervisningen i Slotsskolen


Et trygt miljø

Skoledagen er præget af klare rammer, genkendelig struktur, forudsigelighed og rutiner. 

Den forudsigelige og tydelige struktur i skoledagen, ser vi som en grundlæggende forudsætning for et udviklende undervisnings- og behandlingsmiljø. 

Det skaber en tryghed for eleverne, så de kan bruge deres ressourcer til at fokusere på læring og udvikling. 

Eleverne på Slotsskolen er inddelt i små grupper på op til 6 elever. 

Grupperne sammensættes ud fra kriterier med fokus på, at eleverne kan få bedst muligt fagligt og socialt udbytte i gruppen.

En gruppe kan rumme elever fra flere klassetrin, da sammensætning af gruppen også tager udgangspunkt i elevernes funktionsniveau og behov.

Der er til hver gruppe tilknyttet en lærer og en pædagog, der har den primære kontakt omkring eleven, forældrene, og andre samarbejdspartnere.


Den enkelte elev

Undervisningen tilrettelægges differentieret og er individuelt tilrettelagt. 

Eleverne undervises som udgangspunkt i de fag og fagområder, der hører deres klassetrin til, som det fremgår af folkeskoleloven. 

Elever i 9. og 10. klasse har mulighed for at aflægge folkeskolens afgangsprøver.

Undervisningen tager udgangspunkt i det enkelte elevs aktuelle faglige niveau og interesser, og eleverne arbejder derfor også med individuelle materialer. 

For at imødekomme den enkelte elev ud fra den enkeltes forudsætninger og læringsbehov bedst muligt, kan eleven undervises på forskelige niveauer i de forskellige fag, og også indenfor et givent fag, alt efter den enkeltes faglige niveau og formåen i faget. 

Undervisningsmålene for den enkelte elev vil være tilpasset elevens nærmeste udviklingszone.


Afvekslende undervisning

Undervisningen i hverdagen bliver desuden tilrettelagt så den foregår i en vekselvirkning af boglige og praktiske aktiviteter, ligesom undervisningen understøttes konkret og oplevelsesorienteret.

Skolen har planlagte emne- og turdage, for at give eleverne optimale muligheder for at tilegne sig viden på det omgivende samfund, historie, geografi mm. 

Det tilstræbes at eleverne er med på tur ca. hver 14.dag.

I perioder brydes skemaet op. Her arbejdes tværfagligt eller med udgangspunkt i et bestemt fag.

På Slotsskolen har vi også en række traditioner, som er med til at styrke oplevelsen af fællesskab.


Sociale kompetencer

Vi arbejder relationelt med den enkelte elev for at skabe tryghed og tillid. 

I hverdagen skabes grobund for, at eleven kan udvikle kompetencer til at indgå i gensidige og forpligtende relationer. 

Miljøet er præget af, at alle er forskellige og har forskellige kompetencer og udfordringer. 

Kulturen er derfor præget af accept af forskelligheder og respekt for hinanden. 

Elevernes sociale kompetencer støttes og udvikles også i samspil og fællesskab med de øvrige elever på skolen.


Elevens egne mål

For de elever, der er klar til det i deres udvikling, understøtter vi eleven til at få en øget selvforståelse med indsigt i egne ressourcer, problemstillinger og reaktionsmønstre.

Vi inddrager eleven i udformningen af egne mål og delmål, som vi sammen evaluerer.

Eleven får derved adgang til selv at tage ansvar for egen udvikling og læring. 


Samarbejde

Vi ser samarbejdet med forældre og anbringelsessteder som en af de væsentligste forudsætninger for at eleven kan få et godt og udviklende undervisnings- og behandlingsforløb på Slotsskolen. 

Vi tilstræber at få et ligeværdigt samarbejde med tæt dialog og med fokus på den ”gode historie”.

I samarbejdet søger vi at opnå en fælles forståelse omkring elevens udviklings- og støttebehov, så vi kan arbejde sammen om at skabe det bedst mulige fundament for barnet/den unges behandling og skolegang.

For de børn, der er anbragt på Danners Børn, har vi daglig tæt kontakt med det pædagogiske personale, for at skabe kontinuitet og sammenhæng i børnenes dagligdag.


Forældre

Vi prioriterer at have en jævnlig, kontinuerlig og individuel kontakt til forældrene. 

De enkelte familiers behov for kontakt i hverdagen, samtaler, rådgivning og møder er forskellige, og kan ændres over tid. Kontakten aftales derfor individuelt og ændres løbende efter behov. 

Ud over den løbende kontakt afholdes faste møder. 

Slotsskolen indbyder desuden til fælles forældremøder og sociale arrangementer gennem året. 


Personalegruppen

Personalegruppen dækker fagligt bredt og kan også tilbyde mange kreative og digitale aktiviteter, der supplerer den boglige undervisning.

Vi har en psykolog tilknyttet Slotsskolen, der bl.a. superviserer skolens personale, udarbejder neuroaffektiv udviklingsprofil på eleverne, og har kontakt og samtaler med elever og forældre i det omfang, det vurderes hensigtsmæssigt.


Hverdagen i skolen

Der er undervisning mandag-torsdag fra kl. 8.30-14.40. fredag kl. 8.30-14.05.

Eleverne fra døgnafdelingerne følges i skole af pædagog fra afdelingen.

Dageleverne skal selv komme/ transporteres til skolen (Slotsskolen har ingen kørselsordning).

Eleverne får udleveret fodtøj til indendørs brug. (man må dog godt have sit eget med)

Eleverne får frugt og frokost på skolen, så man skal ikke tænke på madpakker. 

Skolen er ”mobilfri”. Hvis eleverne har grund til at medbringe mobiltelefon på skolen, skal den i skoletiden lægges i et aflåst skab på skolen. 


Undervisningen

Alle elever får udleveret en iPad til undervisningsbrug, og som forbliver på skolen.

Skolen er ”lektiefri”. Det vil sige, at som udgangspunkt har eleverne ikke lektier, de skal lave hjemme. Vi opfordrer dog altid til at eleverne læser, også udenfor skoletiden, for at træne deres læsefærdigheder, viden og indsigt. Vi kan også gribe en situation eller særlig interesse, hvor vi kan aftale med eleven, at han/hun forbereder noget hjemme.

Eleverne deltager i et årligt idrætsarrangement med overnatning.

Børnenes udvikling

På Slotsskolen tager vi udgangspunkt i den neuroaffektive teori, hvor tanken er, at udvikling alene kan ske i nærmeste udviklingszone. 

Det betyder i praksis, at skolen udfærdiger mål og delmål samt tilrettelægger de pædagogiske og didaktiske metoder for den enkelte elev med udgangspunkt i deres udviklingsprofil.

Læs mere her:

Faglige tilgange


Slotsskolen på Jægerspris Slot

Slotsskolen, er den interne skole på Danners Børn. 

Slotsskolen har plads til i alt 24 elever fra 0. - 10. klasse.

En del af eleverne er børn og unge, der er anbragt på Danners Børns døgninstitutionsafdelinger, Birkebo og Hjortholm. 

Skolen modtager også elever ude fra, der går på skolen i dagbehandlingstilbud.

Download pjece om dagbehandlingstilbuddet (PDF):

Dagbehandlingstilbud på Slotsskolen